Intelligent gadelys kommer et skridt nærmere

Ny teknologi fra Continental-koncernen sørger for, at belysningen tilpasser sig trafikken og kan viderebringe vigtige informationer til trafikanter og myndigheder.Mange danske kommuner skifter i disse år gadelys og erstatter lyststofrør med energieffektiv LED-belysning. Det åbner samtidig for at skabe en intelligent belysning, der både sparer energi og øger trafiksikkerheden. Den tyske Continental-koncern har netop præsenteret et system, hvor lyset reguleres i forhold til den aktuelle trafik, men som også kan hjælpe bilisterne frem til ledige parkeringspladser eller slå alarm, hvis der sker et uheld.

Continental er bedst kendt for sine dæk og for andet udstyr, systemer og teknologi til køretøjer, men på verdens største kongres for intelligente trafiksystemer, ITS, der for nyligt blev afholdt i Frankrig, demonstrerede koncernen det intelligente gadelys, der tilpasser sig trafikken.

En hjælp til bilisterne
– Formentligt er det kun et spørgsmål om få år, før LED-lys dominerer gadebelysningen herhjemme og i andre lande. Dels er de meget energibesparende, dels kræver de markant mindre vedligehold end traditionel belysning. Men frem for alt gør LED-teknologien det muligt at skabe en intelligent belysning, når den kobles med sensorer og trådløs kommunikation, siger adm. direktør Georg Nielsen, Continental Dæk Danmark A/S.

Den danske direktør giver et eksempel på, hvad den nye teknologi fra Continental-koncernen kan bruges til:
– Sensorerne kan for eksempel vise, om der er ledige parkeringspladser i et område. Den information kan så viderebringes til bilister, der samtidig kører og kigger efter ledige P-pladser i nærheden. På den måde nedbringes overflødig kørsel og udledning af CO2.

Lyset tilpasser sig trafikken
Personer eller køretøjer, der bevæger sig, vil også blive opfanget af sensorerne. Dermed kan belysningen tilpasses de faktiske forhold, hvad enten en fodgænger, en cyklist eller en bilist nærmer sig. Eller lyset kan helt slukkes, hvis der ingen bevægelse er.

Denne dynamiske håndtering af teknologien på veje og stier er også på vej i flere kommuner herhjemme. Teknologisk Institut er blandt andet med i et projekt, hvor intelligent gadelys registrerer trafikmængden og giver information videre til lysreguleringen på strækningen, så trafikken glider bedre.

Kan tilkalde hjælp
– I vores løsning med trådløs kommunikation kan teknologien også tilkalde hjælp og sende alarmcentralen billeder fra stedet, hvis der sker et trafikuheld, og også advare andre trafikanter, fortæller Georg Nielsen, som ser uanede muligheder.
– Intelligent gadelys kan få en rolle i forhold til førerløse biler. Eller det kan bruges til at opsamle informationer om temperatur og sigtbarhed, om der er regn, sne eller is på vejbanen, og på sigt kan masterne også udrustes med udstyr til at oplade elbiler.

Er testet i Frankrig
Gennem de seneste to år har Continental testet sine løsninger i et ægte bymiljø. Den franske by Toulouse har stort fokus på at forbedre gadelyset og har allerede indført det intelligente gadelys på udvalgte strækninger.

Continental vil på europæisk plan stille den viden om LED og intelligente trafiksystemer, som koncernen har opbygget inden for bilteknologi, til rådighed for virksomheder, der fremstiller gadelys, forsyningsvirksomheder og lokale myndigheder. Koncernen er også klar til at producere de elektroniske komponenter, der måtte være behov for.

Fakta
Københavns Kommune får i disse år udskiftet 20.000 af sine 44.000 armaturer til LED-belysning. Projektet til 250 mio. kr. er færdig til maj, forventer kommunen. De øvrige 24.000 armaturer er tidligere udskiftet med LED eller halogen-belysning. Samlet giver det kommunen en el-besparelse på 57 % i forhold til forbruget i 2010, selv om der siden er etableret belysning i nye byområder og på pladser.

Læs mere her

Fremtidens bil er online – og kører bedre, end du selv gør

Internetforbindelse er nøglen til en mere sikker, men også mere effektiv og behagelig kørsel. Fremtidens bil undgår hårde opbremsninger og bliver ikke overrasket af islag, bilkøer eller overfyldte p-huse – for den modtager konstant informationer fra omgivelserne og mærker også, hvornår den har behov for at komme på værksted.Bilen er begyndt at gå på internettet, hvor den får oplysninger fra andre køretøjer, vejrstationer, p-huse mv. og også bliver helt up to date med sine egne komponenters tilstand. Information om fx trafikpropper, sort is og spøgelsesbilister er tilgængelig i skyen, og når den kombineres med datainfrastruktur fra bl.a. p-huse og elbilers ladestandere, bliver bilen i stand til at se tingene i et bredere perspektiv, end almindelige, menneskelige chauffører normalt kan præstere på egen hånd. I den tilsluttede bil kan føreren bogstaveligt talt se over toppen af den næste bakke, omkring det næste sving og videre endnu.

Mere sikker, effektiv og behagelig kørsel
Og fordi fremtidens biler vil advare bilisterne i god tid om pludselig opstået tåge eller bilkøer på ruten, vil kørslen blive langt sikrere. Forbindelsen til internettet er desuden en forudsætning for automatiseret kørsel, som bl.a. bidrager til at undgå hårde opbremsninger forud for vejarbejde, trafikpropper, færdselsuheld mv. Det øger samtidig komforten, idet den automatiserede kørsel er mere jævn.
Den konstant opdaterede informationsstrøm gør derudover bilturen mere effektiv. Med præcise data om vejen forude er det fx muligt at optimere opladningen af hybrid- og elbiler langs den valgte rute. Også den tilsluttede dieselbil kan tænke fremad og sørge for at regenerere sit partikelfilter lige før, den kører af motorvejen, og ikke i den efterfølgende bytrafik med mange opbremsninger.

Diagnostik begrænser antallet af værkstedsbesøg
Sammen med kørselsdata og oplysninger om bilens omgivelser modtager den tilsluttede bil også information om sine egne komponenter – og det muliggør forebyggende diagnostik, som kan forudsige de enkelte deles resterende levetid. På den måde kan bilisten advares i god tid, når noget trænger til at blive repareret eller udskiftet, og det vil ofte gøre det muligt at undgå dyrere reparationer – og ikke planlagte værkstedsbesøg. Integrationen med Internet of Things åbner således for et væld af tjenester, hvis antal uden tvivl vil stige betydeligt i de kommende år – for der er et enormt potentiale i dette marked.

Bosch-teknologi bringer biler online
Med sin omfattende systemekspertise og produktportefølje har Bosch en solid position til at udnytte dette potentiale og er da også en af de stærke drivkræfter i udviklingen. Bosch opererer på alle niveauer af Internet of Things med alt fra sensorer, software og tjenester til hardware og bilservice. For et par uger siden lancerede Bosch eksempelvis den cloud-baserede alarm, der advarer andre bilister, hvis en spøgelsesbilist nærmer sig. Er man lige i nærheden af det sted, spøgelsesbilisten er kørt ned på motorvejen, går der maks. ti sekunder, før man modtager en advarsel.

Læs mere her

Grønt lys til Porsche Mission E

Den første rent elektrisk drevne Porsche bliver en realitet. Bestyrelsen for Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG har i dag fredag givet grønt lys til projektet Mission E. Dermed indleder Porsche ifølge den administrerende direktør Dr. Oliver Blume et “nyt kapitel i sportsvognshistorien”. Det er planen, at bilen skal komme på markedet i slutningen af dette årti.Med Mission E bygger Porsche videre på den bæredygtige vækst. Alene i Zuffenhausen vil der blive skabt over 1.000 nye arbejdspladser. Koncernen investerer ca. 700 millioner euro omkring hovedsædet. I de kommende år vil der her blive opført et nyt lakereri og en selvstændig montagefabrik. Den eksisterende motorfabrik vil blive udbygget til produktionen af elmotorerne. Derudover vil den eksisterende karrosserifabrik blive udvidet. Hertil kommer andre investeringer eksempelvis i udviklingscentret i Weissach, som også foretages i denne forbindelse.

Konceptbilen Mission E havde premiere på IAA-biludstillingen i Frankfurt i september 2015. Især det yderst emotionelle design skabte opmærksomhed hos de besøgende. Den teknologiske konceptbil kombinerer fremragende præstationer med fremtidsorienteret anvendelighed i dagligdagen under stikordet “E-Performance”. Den firedørs bil med fire enkeltsæder har en systemydelse på over 600 hk. Dermed kan bilen både levere en acceleration fra 0 til 100 km/h på under 3,5 sek. og en rækkevidde på mere end 500 km. Med en 800-volts-ladeenhed udviklet i eget regi og dobbelt så kraftig som de nuværende lynopladere har man allerede efter en opladningstid på 15 min. igen 80 % af rækkevidden til rådighed i litium-ion- batterierne, der er integreret i bilens bund. Som tilvalgsmulighed kan bilen “tankes” trådløst via induktion gennem en spole, som er integreret i gulvet i garagen.

Dr. Wolfgang Porsche, som er bestyrelsesformand for Porsche AG: “Med Mission E sender vi et klart signal om mærkets fremtid. Med denne fascinerende sportsvogn vil Porsche selv i et mobilitetsunivers i stærk forandring forsvare sin plads i første række.”

Porsches administrerende direktør Dr. Oliver Blume: “Vi tilgår udfordringen med elektromobilitet på en konsekvent måde. Også når det gælder rent batteridrevne sportsvogne forbliver Porsche tro mod sin filosofi og tilbyder vores kunder den mest sportslige og avancerede model i segmentet.” Blume tilføjede, at projektet Mission E understreger betydningen af produktionsstedet Zuffenhausen, delstaten Baden-Württemberg som teknologisk centrum og hele den tyske bilindustri.

Uwe Hück, formand for fællestillidsmandsrådet og næstformand for bestyrelsen for Porsche AG: “I dag jubler vi! Ja, det er lykkedes os at hente Mission E til Zuffenhausen og Weissach, hvor fremtiden er en tradition. Lønmodtagersiden har givet arbejdsgiversiden et tilbud, som de ikke kunne sige nej til. En ny tidsalder er nu indledt i Zuffenhausen og Weissach. Digitaliseringen bliver stor hos os. Og Fabrik 4.0 bliver en gevaldig udfordring for medarbejderne, fagforeningerne og arbejdsgiverne. Vi vil gå nye veje, men ikke give afkald på det sociale. Med dagens beslutning kører Porsche med fuld gas uden hastighedsbegrænsning ind i den automobile og industrielle fremtid.”

Sprituheld: Det er blevet uacceptabelt at køre hjem fra julefrokosten

Nye positive tal tyder på et holdningsskifte til spirituskørselFor andet år i træk kom ingen personer i 2014 til skade i sprituheld i trafikken.

Uheldsstatistikken for julemånederne, november-december, i 2014 ser dog alligevel en smule ringere ud end i samme periode i 2013, da politiet sidste år registrerede et enkelt sprituheld med alene materielskade. I 2013 lykkedes det således Tønder Kommune at blive den første kommune i Syd- og Sønderjylland, hvor politiet i perioden 2009-2013 ikke havde registreret sprituheld i julemånederne, november-december.

I perioden 2010-2014 kom der samlet set 6 personer til skade i sprituheld i november-december i Tønder Kommune, hvilket svarer til at der gennemsnitligt kom 1,2 personer til skade pr. år. Flest personer kom til skade i 2010, 4 personer, og altså færrest i 2013 og 2014, 0 personer.

– Det begynder efterhånden at ligne lidt af et gennembrud. Kampagnerne mod spritkørsel har sammen med politiets spritkontroller i julemånederne haft en tydelig effekt, siger ingeniør ved Tønder Kommune, Anders Hørkjær Pedersen

Der bør dog fortsat sættes ind mod spritkørsel i Tønder Kommune. De lange afstande og høje hastigheder på landevejene er kombineret med spritkørsel således en farlig cocktail, som desværre ofte resulterer i nogle meget alvorlige uheld. I de 6 uheld i analyseperioden i Tønder Kommune er 4 personer således kommet alvorligt til skade og en enkelt person blevet dræbt.

– Statistikken tyder på, at det heldigvis er blevet uacceptabelt at køre hjem i spirituspåvirket tilstand, og at folk er blevet langt bedre til allerede inden den første genstand indtages, at aftale hvem der kører hjem, siger Christian Østergård, Syd- og Sønderjyllands Politi

De seneste par års lave antal sprituheld i julemånederne betyder at Tønder Kommune nu er den kommune i Syd- og Sønderjylland, hvor Politiet i perioden 2010-2014 har registreret færrest uheld i november-december med sprit.

Fakta om sprituheld i julemånederne i Tønder Kommune:

– Sprituheldene er udelukkende sket på weekenddage (fredag-søndag)

– Sprituheldene er oftest eneuheld- Sprituheldene sker oftest i landzone

– Det er oftest personbiler der er impliceret i sprituheldene

– Det er oftest personer i alderen 25-30 år, der fører et køretøj i spirituspåvirket tilstand

Læs mere her

911-topmodellerne: Den nye Porsche 911 Turbo og 911 Turbo S

På North American International Auto Show i Detroit præsenterer Porsche i starten af 2016 et nyt højdepunkt i modelprogrammet: Topmodellerne i 911-modelrækken – 911 Turbo og 911 Turbo S – imponerer med 20 hk højere ydelse, et skarpere design og forbedrede udstyrsmuligheder. Modellerne fås både som Coupé og Cabriolet. Den sekscylindrede biturbomotor med en slagvolumen på 3,8 l i 911 Turbo yder nu 540 hk. Den ekstra ydelse opnås via ændrede indsugningskanaler i topstykket, nye indsprøjtningsdyser og et øget brændstoftryk. 911 Turbo S yder takket være en ny turbolader nu 580 hk. Dermed er Porsche stadig den eneste bilproducent, som anvender turboladere med variabel turbinegeometri i kombination med benzinmotorer.Som noget nyt er motorerne desuden udstyret med den såkaldte Dynamic Boost-funktion for at forbedre bilens respons endnu mere. Det betyder, at ladetrykket bibeholdes ved belastningsændringer – altså når man kort slipper speederen. Det opnås ved, at det kun er brændstofindsprøjtningen der afbrydes, mens gasspjældet forbliver åbent. Dermed reagerer motoren nærmest uden forsinkelse, når man accelererer igen. I Sport- og Sport Plus-indstillingen er denne funktion endnu mere udpræget end i Normal-indstillingen.

Grundlæggende leverer de nye supersportsvogne fantastiske præstationer samtidig med et endnu lavere brændstofforbrug: 911 Turbo S Coupé sprinter fra 0 til 100 km/h på 2,9 sek. Tophastigheden er med sine 330 km/t 12 km/t højere end hidtil. 911 Turbo klarer 100-km/t-mærket på 3,0 sek., og tophastigheden ligger på 320 km/t – plus 5 km/t i forhold til forgængeren. Samtidig kører Coupé-modellerne nu hele 11,0 km/l, mens Cabriolet-modellerne kører 10,8 km/l. Det betyder 0,7 km længere pr. liter for alle varianterne. Årsagen hertil er den videreudviklede elektroniske motor- og gearkassestyring med tilpasset gearskifteprogrammering.

Som standard: Sport Chrono-pakke med Mode-kontakt og Sport Response-knap

Det nye GT-sportsrat med en diameter på 360 mm med et design, der stammer fra 918 Spyder, er som standard udstyret med den såkaldte Mode-kontakt. Den består af en ring, der kan drejes i forskellige indstillinger, så man kan vælge mellem fire programmer: Normal, Sport, Sport Plus og Individual. Indstillingen Individual giver føreren mulighed for at konfigurere sit helt personlige setup til bilen og lagre det. En anden nyhed i Sport Chrono-pakken er Sport Response-knappen i midten af Mode-konktakten. Med inspiration fra motorsporten kan man med et tryk på en knap indstille motor og gearkasse til den optimale respons. Med denne funktion accelererer bilen optimalt i op til 20 sek. eksempelvis i forbindelse med en overhaling. En indikator i kombiinstrumentet i form af en nedtællende timer informerer føreren om tidsforløbet. Sport Response-funktionen kan aktiveres så ofte, man ønsker det, og i alle køreprogrammer.

Porsche Stability Management (PSM) i 911 Turbo-modellerne omfatter nu en ny PSM Sport-indstilling: Med et kort tryk på PSM-knappen i midterkonsollen skifter systemet til en ekstra sportslig indstilling – uafhængigt af det valgte køreprogram. PSM Sport-indstillingen, der kan aktiveres separat, omfatter en markant kraftigere forskydning af PSM-systemets indgrebsgrænse, end det var tilfældet i Sport Plus-indstillingen i forgængermodellen, og giver dermed mulighed for – fx på en racerbane – at komme endnu tættere på grænseområdet. En lysende PSM-advarselslampe og en anvisning i kombiinstrumentet signalerer, at kørselsstabiliseringen fra PSM i det tilfælde er begrænset. PSM er dog stadig hele tiden aktivt i baggrunden, også i PSM Sport-indstillingen. Herudover kan man som vanligt deaktivere PSM komplet med et langt tryk på PSM-knappen.

911 Turbo S med alle køredynamiske udstyrsdetaljer

Undervognen på de nye 911 Turbo-modeller med standardmonteret PASM har nu en endnu større spredning mellem præstationer og komfort. Herudover omfatter 911 Turbo S alle køredynamiske udstyrsdetaljer: Krængningsstabiliseringen Porsche Dynamic Chassis Control (PDCC) er standardudstyr, og det samme gælder keramikbremsesystemet Porsche Ceramic Composite Brakes (PCCB). De nye ekstraudstyrsdetaljer til alle 911 Turbo-modeller omfatter den radarbaserede vognbaneskiftassistent og et løftesystem til forakslen, som kan øge frihøjden under frontspoilerkanten med 40 mm ved lave hastigheder.

Skarpere design med nye kendetegn

Den nye generation af 911 Turbo overtager naturligvis væsentlige kendetegn fra det markante design på de aktuelle Carrera-modeller – suppleret med de særlige og typiske 911 Turbo-elementer. Den nykonstruerede forende med air-blades i siderne og de præcist udformede, smalle LED-forlygter med dobbeltkant giver i kombination med den ekstra lamel i det midterste luftindtag fronten et endnu bredere look. Fra siden lægger man mærke til supersportsvognens nye 20″-fælge. På 911 Turbo S prydes fælgene med centermøtrik nu af syv i stedet for ti dobbelte eger. Der er også nye fælgstørrelser til 911 Turbo: Med 9 J x 20 foran og 11,5 J x 20 bagpå er de nye fælge en halv tomme bredere end tidligere. De svarer dermed til fælgene på 911 Turbo S. De nye dørhåndtag er nu ligesom på Carrera-modellerne uden kunststofindsatser. Bagenden er også blevet ændret markant. Ved første øjekast lægger man mærke til tredimensionelle baglygter fra 911 Carrera-modelrækken med 4-punkts-stoplygter og aura-belysning. Både åbningerne til udstødningssystemet bagpå og selve de dobbelte afgangsrør har fået et tilpasset design. Gitteret på bagklappen har ligeledes fået ny udformning og er nu tredelt: I højre og venstre side med langsliggende lameller, i midten med en separat klap til optimeret luftindsugning til motoren.

Nyt Porsche Communication Management med online navigation

Med generationsskiftet følger som standard også det nyudviklede infotainmentsystem PCM med onlinenavigation i cockpittet på 911 Turbo-modellerne. Det kan genkendes på multitouch-skærmen, der er integreret perfekt i midterkonsollen, og med den eksklusive glasoverflade byder det, takket være standardmonteret Connect Plus-modul, på en lang række nye og udvidede opkoblingsmuligheder. Navigationen gør desuden brug af aktuelle trafikinformationer i realtime. Udvalgte ruter og steder kan visualiseres ved hjælp af 360-graders-visning og satellitfotos. Derudover kan systemet nu også bearbejde indtastninger med håndskrift. Herudover er der nu også mulighed for at integrere mobiltelefoner og smartphones hurtigere, nemmere og mere omfattende via Wi-Fi, Bluetooth eller kabel. Udvalgte funktioner i bilen kan nu også fjernstyres via smartphone-apps. BOSE-soundsystemet er standard ligesom i forgængermodellerne, og som ekstraudstyr kan man vælge et High-end Burmester-lydanlæg.

De nye Porsche 911 Turbo og Turbo S kan allerede nu bestilles hos Danmarks 2 autoriserede Porsche Centre: Porsche Center Sjælland og Porsche Center Jylland.

Priser inkl. moms og afgifter:

911 Turbo – 3.367.375 kr.
911 Turbo Cabriolet – 3.623.925 kr.
911 Turbo S – 3.919.810 kr.
911 Turbo S Cabriolet – 4.176.462 kr.

På hjemmebane i dækbranchen

Ronny Jørgensen fra Kolding er ansat hos Continental Dæk Danmark A/S som ny distriktschef med ansvar for salg af lastvognsdæk i Jylland. Han kommer senest fra Nordisk Dæk Import og afløser Tom Villadsen, der tidligere i år tiltrådte i en anden stilling hos Continental.Continental Dæk Danmark A/S har ansat 42-årige Ronny Jørgensen som ny distriktschef i Jylland med ansvar for salg af lastvognsdæk. Han afløser Tom Villadsen, der for nylig overtog Helge Jensens ansvarsområde i forbindelse med at denne gik på pension tidligere på året.

Ronny Jørgensen er en særdeles garvet sælger med et indgående kendskab til den danske dækbranche gennem sine mange år hos Nordisk Dæk Import.

Dækbranchen blev hjemmebanen
For Ronny Jørgensen lå det ellers ikke i kortene, at han skulle blive bidt af dækbranchen. Efter sin grunduddannelse kastede han sig over handelsskolen i et enkelt år efterfulgt af militærtjeneste som soldat i flyvevåbenet. Alligevel fandt han hurtigt ud af, at han var blevet smittet med den velkendte salgsbacille og tog derfor en basisuddannelse som butiksassistent hos Super Brugsen i Vonsild.

Det var dog gennem en ansættelse hos Innotec i Århus, at Ronny Jørgensen fik snuset til dækbranchen. Innotec solgte forskellige vedligeholdelsesprodukter til autobranchen og blev et springbræt til en stilling som salgskonsulent i Nordisk Dæk Import.

– Når man kigger på min grunduddannelse, er det måske lidt overraskende, at dækbranchen med tiden er blevet min hjemmebane. Men jeg blev hurtigt bidt af arbejdet, hvor man på trods af den store interne konkurrence også har mange fælles ting at kæmpe for, ikke mindst trafiksikkerhed.

Branchekendskab giver fordel
Hos Nordisk Dæk Import tog Ronny Jørgensens karriere fart. Han avancerede hurtigt fra salgskonsulent til salgskoordinator og senere salgschef. Han håber derfor at kunne bruge sin brancheindsigt til at cementere og udvikle Continental Dæk Danmark A/S’ position inden for lastvognsdæk.

– Continental er et meget kendt dækfabrikat, blandt de største i verden, og alene navnet åbner en masse døre. Det forpligter naturligvis, hvilket jeg især kan mærke ved selve opmærksomheden omkring firmaet og brandet, når jeg er ude hos forhandlere. Markedet for lastvognsdæk udvikler sig hele tiden, samtidigt med at producenterne skal imødekomme en række skrappe krav. Det kræver, at vi holder os skarpe, og jeg glæder mig over at være blevet en del af holdet, siger Ronny Jørgensen.

Tid til familien
Selvom Ronny Jørgensens karriere har udviklet sig i et hidsigt tempo, sørger Ronny Jørgensen også for at holde foden på bremsen nu og da. Privat bor han i Kolding, og når han skal koble af, gør han det helst sammen med sin kone og to adopterede tvillingepiger.

– Når man har et spændende arbejde, der kræver at man engagerer sig 100 %, er det afgørende, at man også kommer ned i gear. Der gør jeg heldigvis, når jeg er sammen med familien, og det giver også overskud til at sætte sig nye mål, fastslår Ronny Jørgensen.

Læs mere her

Applus Bilsyn kåres til Årets synshal i Danmark

Hvem er dygtige til at syne biler, og hvem leverer en excellent kundeservice Applus Bilsyn er netop kåret til ‘Årets synshal’ i Danmark.Bilister, der sidder og googler efter det bedste sted at få synet bilen, får nu lidt ekstra oplysninger at gøre godt med:

Danmarks største bilsynsvirksomhed, Applus Bilsyn, kan nu smykke sig med titlen ‘Årets synshal’ i 2015. Det stod klart efter bilbranchen for nylig uddelte priser ved dette års Autoawards.

Og det var en glad Per V. Rasmussen, adm. direktør for Applus Bilsyn, der modtog prisen.

Først og fremmest vil jeg gerne takke alle medarbejdere i Applus Bilsyn. Det er deres pris og uden deres passion og kundeservice, havde vi aldrig vundet. Vi er taknemmelige og enormt begejstrede for at blive kåret til Årets synshal. Hver dag rådgiver og hjælper vi hundredvis af kunder landet over med at teste deres bil. På den måde sikrer vi, at bilen holder længere og taber så lidt værdi som muligt. Samtidig er testede køretøjer en væsentlig forudsætning for en sikker trafik,” siger Per V. Rasmussen.

Kan tjekke den lokale Applus-synshal på nettet
Baggrunden for prisen er, at Applus Bilsyn har implementere et omfattende kundeværdisæt i organisationen, der skærper fokusset på bilisternes behov.

Virksomheden har desuden gjort det muligt for kunderne at undersøge, hvordan deres lokale bilsynshal performer, før de booker et bilsyn. Som den eneste synsvirksomhed i Danmark lader Applus Bilsyn nemlig deres kunder vurdere hvert eneste syn. Det sker ud fra et enkelt scoresystem af otte spørgsmål, som omsættes til en karakter fra 1-5 stjerner.

“Bilister er kvalitets- og prisbevidste og søger – ligesom alle andre forbrugere – information på nettet, før de bestiller noget. Vores kundebedømmelser er utroligt høje, og den indsigt vil vi gerne give videre til kunderne, så de kan træffe det rette valg”, siger Per V. Rasmussen.

Applus Bilsyn modtager årligt mere end 500.000 biler til syn i 139 synshaller landet over.

Fakta: Nye kundetiltag hos Applus Bilsyn
• Kundeværdisæt: Et gennemgående tema er ‘passion’. Medarbejderne skal arbejde med engagement, være handlekraftige, respektere aftaler, tage ansvar og yde en ‘excellent kundeservice’.
• Kundeservicescore: Mere end 86.000 personer har bedømt kundeservicen i de enkelte synshaller ud fra otte spørgsmål. Kunderne vurderer, at Applus leverer en tæt på optimal kundeservice. Ingen andre bilsynskæder måler og offentliggør deres kundemålinger på synshalsniveau.
• Smiley-ordning: Applus Bilsyn offentliggør desuden Trafikstyrelsens smiley-ordning.
• Opkøb af synshaller: I 2013 købte virksomheden A-Inspektions 27 synshaller. I år har Applus Bilsyn købt Quick Bilsyns fem synshaller i hovedstadsområdet.

Billedtekst:
Applus Bilsyn har for nylig vundet prisen Årets synshal i Danmark.

Læs mere her