Bilerne opdaterer hinanden med trafikinfo

Continental tester nyeste version af koncernens informationssystem eHorizon, der udnytter bilernes eget internet til at udveksle informationer fra kameraer og sensorer i bilerne. Systemet er bilernes del af ”Internet of Things” og er et af skridtene frem mod biler, der selv kompenserer for menneskelige fejl og medvirker til at reducere ulykkerMed sin nyeste version af systemet eHorizon tager Continental endnu et skridt mod den fremtid, hvor bilen selv klarer mere og mere af kørslen. Den tyske autokoncern tester i øjeblikket en dynamisk udgave af eHorizon, hvor bilerne – ved hjælp af deres sensorer, kameraer m.m. – udveksler informationer om de aktuelle trafikforhold: Hvor er der vejarbejde, midlertidig fartbegrænsning eller tvunget skift af vognbane

– Internettet gør det muligt at indsamle og dele informationer via Continentals informationsbase. Jo mere omfattende denne base er, jo bedre og mere sikker bliver kørslen for bilisten, fordi bilen selv ved, hvad der venter forude, siger adm. direktør Georg Nielsen, Continental Dæk Danmark A/S.

Et åbent internet for biler
En statisk version af eHorizon har været i brug siden 2012. Her kan oplysninger om for eksempel kurver og bakker på en rute bruges til at effektivisere kørslen med lastbiler, hvor beregninger fra Continental har vist, at der kan være flere hundrede liter diesel at spare pr. vogntog om året. Systemet kan også anvendes til at beregne, hvor langt en el-bil kan køre.

– Den nye, dynamiske version udnytter, at mange biler i dag er udstyret med sensorer, kameraer og andet udstyr til at indsamle informationer om vej- og trafikforhold. Når bilen så også er forbundet til internettet, kan disse informationer sendes til vores informationsbase. På den måde opbygges en præcis, pålidelig og opdateret information, som konstant sendes ud til alle biler, der er koblet på nettet i det pågældende område. Dette her er bilernes del af ”Internet of Things”, hvor intelligente enheder er koblet på nettet og kan kommunikere med hinanden, påpeger Georg Nielsen.

En hjælp til den førerløse bil
Med en udvikling, hvor vi er på vej mod den førerløse bil, bliver det stadig vigtigere for bilerne at vide, hvad der venter forude på ruten. Trafikradio og digitale vejkort rækker ikke, når bilen har brug for helt præcise oplysninger om eksempelvis vejbanens hældningsgrad, en vejkurves udformning, midlertidige fartbegrænsninger eller advarselstavler. Den slags information kan altså distribueres og anvendes i biler, der har Continentals eHorizon-system indbygget.

– Der går sikkert en rum tid, før vi har de førerløse biler ude på vejene, men allerede i dag kan informationerne bruges i eksempelvis biler med fartpilot, der selv tilpasser farten til de aktuelle forhold, den såkaldte Adaptive Cruise Control. I fremtiden kan oplysningerne fra den dynamiske eHorizon også hjælpe med at afgøre, om en rute kan køres helt eller delvist som førerløs, fortæller Georg Nielsen.

Tester løsningen nu
Continental har i øjeblikket en række testbiler på vejen for at afprøve den nye version af eHorizon. Den dynamiske version, der hele tiden er opdateret med trafikinfo, vil bilfabrikanterne kunne bruge til yderligere at forbedre de systemer, der hjælper bilister med at få en mere sikker, brændstofeffektiv og komfortabel kørsel.

Continental-koncernen omsatte i 2014 for 34,5 mia. euro i de fem divisioner og beskæftiger i alt over 208.000 medarbejdere. Interior-divisionen, der bl.a. udvikler eHorizon, stod for ca. 20 procent af omsætningen og arbejder med informationssystemer i og uden for bilen. Produkterne omfatter bl.a. instrumenter, multifunktions displays, head-up display, kontroludstyr, informationsudstyr, software og intelligente transportsystemer.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *