Danskerne er rationelle bilejere


Ifølge ny international undersøgelse er danske bilejere drevet af fornuft og økonomi fremfor design og bilen som statussymbol.

Danskernes bil skal først og fremmest kunne købes billigt, være pålidelig, og have lave omkostninger ved drift, viser en ny international undersøgelse, lavet af analyseinstituttet Red Shift og BilBasen.

Af i alt 1006 danske respondenter, fortæller hele 37 %, at værdi for pengene, pålidelighed og omkostninger ved drift er det vigtigste ved at eje bil. Til sammenligning er det tal kun 22 % hos de ni øvrige lande i undersøgelsen.

Det er dyrt at holde bil i Danmark, og derfor er vi meget fokuserede på, hvor meget bil vi får for pengene, for at sige det direkte, mener Morten Heuing, administrerende direktør for BilBasen og DBA Biler.

Samme undersøgelse viser også, at det kun er 11 % af danskerne, der vægter mærke, design, og bilen som statussymbol højest. Hos de øvrige ni lande, som Danmark sammenlignes med, mener gennemsnitlig 23 %, at mærket, designet og det symbolske kommer i første række.

Danmark er ledende i forhold til en international tendens, hvor forbrugerne primært har fokus på de basale behov for transport, og derfor har det mindre betydning, hvilken prestigeværdi, der er forbundet med bilmærket, siger Morten Heuing.

Når danskerne konkret skal prioritere det vigtigste ved at købe bil i rækkefølge, rangerer de pålidelighed, købsprisen, driftsomkostningerne og styringen i nævnte rækkefølge. Alle områder, der knytter sig til danskernes snusfornuftige syn på at eje bil.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er udformet af analyseinstituttet Red Shift og BilBasen i januar 2013.

Undersøgelsen omfatter interviews med 10.054 personer fra 10 lande (Argentina, Australien, Canada, Columbia, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Storbritannien).

· Effektivitet og pålidelighed er vigtigst (DK): 37 %
· Effektivitet og pålidelighed er vigtigst (øvrige lande): 22 %
· Bilen som statussymbol er vigtigst (øvrige lande): 23 %
· Bilen som statussymbol er vigtigst (DK): 11 %

Afgørende faktorer ved køb af bil i rækkefølge (DK):

1. Pålidelighed
2. Købspris
3. Driftsomkostninger
4. Køreegenskaber

Læs mere her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *