MEMS-sensorer fra Bosch baner vej for Tingenes Internet

Små, mikromekaniske sensorer er afgørende for funktionaliteten i de ting, vi omgiver os med. MEMS-sensorer blev først populære i 1990’ernes bilelektronik og fandt årtiet efter udbredt anvendelse i smartphones. Nu kommer den tredje bølge: Tingenes Internet.

MEMS-sensorer anvendes til en lang række formål inden for bil- og forbrugerelektronik, fx måler de tryk, acceleration, rotationsbevægelser, massestrøm og jordens magnetiske felt. De er en slags sanseorganer for blandt andet biler og smartphones – det er fx accelerations-sensorer, der gør, at en smartphone eller tablet ved, hvordan den holdes, og derfor kan indstille billedet tilsvarende. De uundværlige MEMS-sensorer bliver stadig mere intelligente, kompakte og energibesparende og tilbyder en lang række målbare variable, som øger tingenes intelligens. I dag kan praktisk talt alt sammenkobles med alt andet på Tingenes Internet – inkl. ting, der aldrig tidligere har haft elektronik såsom vinduer og døre. Det giver øget komfort, større sikkerhed og højere energieffektivitet.

MEMS i biler og smartphones
Bosch har fremstillet MEMS-sensorer til køretøjer siden 1995, og fx er kernen i det elektroniske stabilitetsprogram, ESP, en drejerate-sensor, der registrerer bilens rotationsbevægelser om sin lodrette akse. I dag er der op til 50 MEMS-sensorer i en moderne bil. Introduktionen af MEMS-sensorer i bilelektronik i 1980’erne og 1990’erne markerede den første bølge af sensorernes popularitet. Den næste store bølge har været den udbredte anvendelse i smartphones siden starten af det 21. århundrede Hver anden smartphone på verdensplan indeholder Bosch-sensorer, blandt andet bittesmå MEMS-mikrofoner, som optager lyd og tale.

Nøgleteknologi til Tingenes Internet
Nu varsler Tingenes Internet den tredje bølge i de små sensorers udbredelse: Sensorer, signalbearbejdning, batterier og sendere er blevet så små, energibesparende og rimelige i pris – også som all-in-one-enheder – at de kan anvendes i milliardvis. Samtidig er der radionetværk næsten overalt. Det gør MEMS til nøgleteknologien for tilslutning af ting via internettet. MEMS skal udstyres med radiochip, batteri og softwareintelligens, så kun relevante data overføres til internettet.

I 2013 lancerede Bosch en dørsensor, der rapporterer mistænkelige bevægelser direkte til husejerens smartphone. I fremtiden vil vinduer styre opvarmningen eller alarmanlægget via diskrete sensorer, og armbånd med sensorer vil tilkalde hjælp, hvis brugeren falder. Der vil være webegnet sensorteknologi i alt, der er ’smart’ – ikke kun smartphones, men også i smart homes (intelligent netforbundne hjem). Inden for transport, logistik og trafik vil teknologien også gøre nytte – fremover vil fx forsendelser af kritiske varer automatisk sende data om enhver usædvanlig statusændring direkte til logistikcentret.

Producerer tre millioner sensorer hver dag
I begyndelsen af 2014 lancerede Bosch en verdensnyhed inden for sensorteknologi: Den integrerede sensorenhed BME280 forener sensorfunktionerne til lufttryk, -fugtighed og -temperatur i ét fælles kabinet. Den nye enhed er specialudviklet til anvendelse inden for miljøovervågning, indendørs navigation, smart homes, personaliserede vejrstationer eller sport og fitness. På bare ét sekund bestemmes luftfugtigheden, hvilket er branchens hurtigste reaktionstid. Desuden udmærker den sig ved meget høj præcision ved måling af den omgivende temperatur og et lavt energibehov.
Siden produktionsstarten i 1995 har Bosch fremstillet mere end fire milliarder MEMS-sensorer og producerer nu cirka tre millioner af dem dagligt.

“Bosch er den eneste leverandør, der selv fremstiller sensortyper til så mange forskellige formål. Alt i alt har Bosch mere end 1.000 patenter og patentanmeldelser inden for MEMS-teknologi for at sikre vores innovationsevne,” siger Klaus Meder fra ledelsen af Bosch-divisionen Automotive Electronics.

Billedtekster

Foto: 1-AE-19176t
Bosch MEMS sensorer. Ved hjælp af disse små højteknologiske hjælpere, giver Bosch biler og moderne elektronisk udstyr ”følelser”: Disse mikrochips kan findes i smartphones, bærbare computere, spillekonsoller og mange andre bærbare forbrugerelektronik apparater.

Foto: 1-BST-18783
Den integrerede sensorenhed BME280 forener sensorfunktionerne til lufttryk, -fugtighed og -temperatur i ét fælles kabinet. Den nye enhed er specialudviklet til anvendelse inden for miljøovervågning, indendørs navigation, smart homes, personaliserede vejrstationer eller sport og fitness.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *