Sådan sikrer du dig bedst mod personskader


Den første forårsmåned venter lige om hjørnet og det betyder, at der i de kommende dage vil blive hevet flere og flere motorcykler frem fra vinterhiet til stor glæde for deres ejere. Desværre er motorcyklister mere udsatte for ulykker. Få tre gode råd til hvordan du som motorcyklist sikrer dig bedst muligt mod personskade.

Motorcyklister er ofte det svage led i trafikken

En typisk motorcykelforsikring dækker i perioden 1. marts til 30. november, så dette års sæson starter officielt på søndag. En dag, mange af landets motorcykelentusiaster har set frem til hele vinteren.

Ulykkeligvis er motorcykler hvert år impliceret i ulykker på de danske veje, og ofte går det desværre hårdt udover motorcyklisterne, som er ekstra sårbare, fordi de ikke er beskyttede på samme måde, som for eksempel en bilist er beskyttet af bilens karosseri.

– Dét, der er kendetegnende for de henvendelser, vi får om trafikulykker fra motorcyklister, er, at det typisk er meget alvorlige skader, der er tale om, siger Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der er en del af ADVODAN.

Ifølge en ældre rapport der blev udgivet af Danmarks TransportForskning i 2002, er det cirka 50 gange farligere at køre på motorcykel sammenlignet med at køre i personbil, og ifølge tal fra Danmarks Statistik var motorcykler impliceret i i alt 218 færdselsuheld i 2013, der forårsagede personskade.

3 gode råd hvis du vil undgå skader

Hvis du skal ud at lufte motorcyklen i den kommende tid, har advokat Berit Møller Lenschow disse tre gode råd, hvis du vil sikre dig bedst muligt mod skader

• Sørg for at beskytte dig bedst muligt. God og sikker påklædning kan mindske eventuelle skader
• Sørg for at være synlig for dine medtrafikanter. Reflekser og farvestrålende tøj gør dig mere synlig for dine medtrafikanter
• Kør efter forholdene. Vær opmærksom på vejens tilstand og forløb, og tilpas din kørsel til forholdene

Selvom du gør, hvad du kan for at sikre dig, er det desværre ikke altid nok.

– Hvis uheldet er ude, er det vigtigt at komme til lægen hurtigst muligt, så smerter og gener bliver opført i lægejournalen. Den vil nemlig blive anvendt ved et senere erstatningskrav. Tilsvarende er det vigtigt hurtigst muligt at få anmeldt skaden til de relevante forsikringsselskaber, lyder det afslutningsvist fra advokat Berit Møller Lenschow.

Læs mere her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *