Sådan undgår du mange af vinterkuldens bilproblemer


År efter år kommer vinteren bag på mange bilister, og pludselig står man med en bil, som hverken vil starte eller stå fast på vejene.

Sommerhalvåret har budt på masser af solskinsdage og fået mange til at glemme sidste vinters omfattende sne og frost. Men nu er den første nattefrost og tilisede ruder atter en realitet, og vi kan kun gætte os til, hvor udfordrende vinterervejret bliver denne gang for bilfolket.

Men med en minimal indsats kan man ifølge Christian Buhelt fra AutoCenter Gentofte faktisk selv gøre meget for at gøre sin bil vinterklar:

Tjæk sprinklervæske og viskerblade, så du har et ordentligt udsyn igennem forruden, uanset vind og vejr.

Husk at have en sneskraber. I en hurtig vending kan et CD-cover også anvendes.

Smør alle dørlåse med låseolie nu og opbevar låseolien indendørs, så den er varm og flydende, når du skal bruge den en anden gang. Du skal naturligvis ikke lægge låseolien inde i handskerummet eller andre steder i bilen, for så kan du ikke få fat på den, låsen er frosset fast.

Når temperaturen falder til under 5 grader, bliver gummien i sommerdækkene hård og usmidig, og bilen mister sit vejgreb. Så nu er tiden inde til at skifte til vinterdæk, hvor den blødere gummi og det grovere dækmønster giver et bedre vejgreb på de glatte veje.

Hvis du udelukkende kører kortere ture og har alt det elektriske udstyr tændt såsom bagrudevarmer, varmeblæser, aircondition og musikanlæg, bruger du mere strøm end batteriet kan nå at genoplade. Derfor har batteriet godt af, at du engang imellem kører længere ture på mindst 10 kilometer og gerne længere.

Er batteriet alligevel dødt en morgen, kan du få liv i det ved at lade bilens lys være tændt et par minutter.

Hav altid startkabler med i bilen. Køb kun kraftige kvalitetskabler, for kablerne udsættes for en stor belastning, når der trækkes strøm fra en anden bil.

Inden startkablerne monteres, skal begge biler være helt slukkede. Tag evt. nøglen ud af tændingslåsen. Herefter tager du det røde kabel og forbinder den positive pol (rød) på den ene bils batteri med den positive pol på den anden bils batteri. Tilsvarende forbindes de negative poler med det sorte startkabel.

Når de to bilbatterier forbindes, må du kun holde på den isolerede del af kablet. Og den uisolerede del af startkablerne (næbbene) må under ingen omstændigheder røre ved noget, hverken jord eller bil. Når kablerne er monteret, startes den bil, som kan køre, således at der vitterligt er strøm til rådighed, når bilen med det døde batteri forsøges startet.

Hold kabler i motorrummet tørre, så der ikke løber falsk strøm. Hav evt. en Pronto spraydåse liggende, som du kan spraye kablerne med i tilfælde af, at fugtighed hindrer start eller jævn motorgang.

– Hvis du er i tvivl kan du altid spørge mekanikeren på dit autoværksted, siger Christian Buhelt fra AutoCenter Gentofte, der for tiden har travlt med at skifte sommerdæk til vinterdæk og give kundernes biler en rustbeskyttende undervognsbehandling, så de er klar til vinterens strabadser.

Læs mere her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *