Parkinsonforeningen og Tivoli indgår nyt samarbejde

Lørdag den 27. august danner Tivoli rammen om et nyt samarbejde mellem Parkinsonforeningen og Tivoli Ballet Skole, når den verdenskendte danseinstruktør David Leventhal fra Mark Morris Dance Group kommer til Danmark for første gang. Her skal han uddanne 22 professionelle dansere i konceptet ”Dance for PD”, et danseprogram målrettet parkinsonpatienter.For parkinsonpatienter er motion essentielt. Populært sagt kan man endda sige, at motion er medicin. Derfor ser Parkinsonforeningen med stor glæde frem til at udbrede ”Dance for PD” i Danmark i samarbejde med Tivolis professionelle balletdansere.

Mette Holst, direktør i Parkinsonforeningen, fortæller:
”Erfaringerne fra ”Dance for PD” viser, at dans ikke kun flytter fødderne på dansegulvet. Dans flytter også tanker og styrker både den enkelte og familien. En af de helt særlige fordele ved dansen er også, at alle kan være med. Ung som gammel, rask som syg. I dansen er vi alle lige. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu i samarbejde med Tivoli Ballet Skole kan kickstarte udbredelsen af parkinsondans i Danmark.”

Peter Bo Bendixen, Balletchef i Tivoli, siger om samarbejdet:
”Vi er stolte over at være med til at bringe ”Dance for PD” til Danmark i samarbejde med Parkinsonforeningen. ”Dance for PD” har opnået verdensomspændende opmærksomhed og vist, at dans kan forbedre parkinsonpatienters livskvalitet. Det er utrolig livsbekræftende at opleve mennesker genvinde kontakten med deres krop efter mange års sygdom. Vi ser derfor meget frem til weekendens seminar, som bliver første spadestik til et spændende samarbejde.”

På dansegulvet forsvinder diagnosen
Når man deltager i en dansetime, er man ikke længere patient eller pårørende – man er danser. I dansen arbejder underviserne med musikalske ”stikord”, såkaldt cuing, som understøtter og motiverer til bevægelse. Mange af de strategier, som dansere benytter, har således stor effekt, når det handler om Parkinsons sygdom – herunder koordination, fleksibilitet, hukommelse og balance, som ellers normalt kan give udfordringer ved Parkinson.

Mette Holst, direktør i Parkinsonforeningen, uddyber:
”Beretninger fra parkinsonpatienter, der har deltaget i regelmæssig danseundervisning, taler deres tydelige sprog. Dansen giver succesoplevelser, som styrker selvværdet og retter ryggen på den enkelte – mentalt som fysisk. Og når parkinsonpatienter får det bedre mentalt og fysisk, smitter det automatisk af på de pårørende, idet sygdommen kommer til at fylde mindre i hverdagen.”

Om ”Dance for PD”
I ”Dance for PD” udforsker deltagerne bevægelse og musik på en sjov, stimulerende og kreativ måde. Programmet er baseret på den grundlæggende præmis, at professionelle dansere er eksperter i bevægelse, og at deres viden kan være nyttig for personer med Parkinsons sygdom. Undervisningen trækker på elementer fra blandt andet moderne dans, ballet, stepdans og folkemusik og social dans.
Klasser efter Dance for PD®-modellen findes nu i mere end 100 steder i USA, Australien, Belgien, Canada, Italien, Indien, Irland, Israel, New Zealand, Sverige, Storbritannien, Tyskland – og nu altså også i Danmark.

Dagens program (27. august)
9.00-10.00 Introduktion
10.00-11.00 Klassestruktur / risikovurdering / sikkerhed
11.00-13.00 Balance og fastholdelse af bevægelser
13.00-14.00 Frokost
14.00-15.30 Dans for PD® – dansetime for de parkinsonpatienter med undervisere og pårørende
15.30-16.15 Debat og feedback fra de parkinsonramte deltagere
16.30-18.00 Teknik og improvisation moduler for underviserne

Tivoli Ballet Skole åbner hold for parkinsonpatienter
Weekendens seminar følges op med faste danseklasser for parkinsonramte fra efteråret. Når Tivoli Ballet Skole åbner for den nye sæson om et par måneder, vil skemaet også indeholde dans for parkinsonpatienter baseret på weekendens seminar og uddannelsen af professionelle danseundervisere. En enestående mulighed for danske parkinsonramte – og deres pårørende.

FAKTA

Tivoli Ballet Skole blev etableret i september 2012. I dag har skolen 230 elever i alderen 6 – 17 år, et elitehold på 20 elever. Fra efteråret åbnes et hold for parkinsonpatienter i alle aldre. Balletchef Peter Bo Bendixen er ophavsmanden bag projektet Dance for PD i Danmark, men den daglig drift af balletskolen varetages af Niels Balle, tidligere forstander af Det Kongelige Teaters elevskole gennem 6 år.

Parkinsons sygdom er en kronisk fremadskridende neurologisk sygdom, forårsaget af, at der ikke produceres dopamin nok i hjernen. Der er for lidt signalstof til at fortælle kroppen, hvordan den skal bevæge sig. Men Parkinson er også et stort kompleks af fysiske og psykiske symptomer, begrænsninger og følgevirkninger. Parkinsonpatienter kan således leve med alt fra rysten, langsommelighed og stivhed til søvnforstyrrelser, kognitive symptomer, depression og tarmsymptomer.

Sygdommen kan på nuværende tidspunkt ikke helbredes, men ved et optimalt behandlingsforløb kan langt de fleste personer forvente en høj grad af symptomdæmpning og et livsforløb, som ikke bliver kortere på grund af sygdommen. Gennemsnitalderen ved diagnosestillelse er 61 år, men sygdommen optræder dog også hos yngre personer helt ned i slutningen af 20’erne.

Parkinsonforeningen arbejder aktivt for at sikre parkinsonpatienter og deres pårørende bedre livsvilkår. I Danmark er cirka 7.300 mennesker ramt af Parkinsons sygdom, og Parkinsonforeningen er den eneste organisation, der samlet varetager parkinsonpatienter og deres familiers interesser overfor myndigheder, samarbejdspartnere og andre.

Læs mere her

Opfinderen af ESP får europæisk opfinderpris

Pensioneret Bosch-medarbejder Anton van Zanten hædres for sit livsværk. Til dato har ESP reddet mere end 8.500 liv alene i Europa. Næst efter sikkerhedsselen er ESP bilens vigtigste sikkerhedssystem. Beskyttelse mod udskridning anvendes allerede i 64 % af alle nye biler verden over.Anton van Zanten blev d. 9. juni 2016 hædret for opfindelsen af det elektroniske stabilitetsprogram (ESP). Det skete i Lissabon, hvor han af den europæiske patentmyndighed (EPO) blev hædret med den europæiske opfinderpris 2016 i kategorien ”Livsværk”. Hollænderen udviklede udskridningssystemet hos Bosch som chef for et forskerteam på 35 medlemmer i en karriere, der strakte sig over mere end 25 år. Systemet gik for første gang i serieproduktion i 1995 i Mercedes-Benz S600. Anton van Zanten og hans ingeniørkollegaer er mange bilisters skytsengel. Opfindelsen af ESP står som kun få andre for vores motto ”Invented for life”, sagde Bosch’s koncernchef Volkmar Denner. Alene i Europa har ESP til dato reddet mere end 8.500 liv og forhindret mere end en kvart million trafikulykker. Det gør beskyttelsen mod udskridning til bilens vigtigste sikkerhedssystem næst efter sikkerhedsselen – og vigtigere end airbaggen.

ESP er standard i biler i et stigende antal lande

Ved hjælp af intelligente sensorer sammenligner ESP 25 gange pr. sekund, om bilen rent faktisk kører i den retning, som bilisten styrer den. Hvis værdierne afviger fra hinanden, griber ESP ind og reducerer først motormomentet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, bremser systemet enkelte hjul og genererer dermed den nødvendige modkraft til at holde bilen på rette kurs. Hvis alle biler var udstyret med ESP, kunne op til 80 % af alle udskridningsulykker forhindres. Siden d. 1. november 2014 har ESP været obligatorisk inden for EU i alle nyindregistrerede biler og lette erhvervskøretøjer op til 3,5 ton. Foruden EU er udskridningsbeskyttelse også obligatorisk i Australien, Canada, Israel, New Zealand, Rusland, Sydkorea, Japan samt Tyrkiet og USA. På verdensplan er 64 % af alle nye biler derfor allerede udstyret med ESP. Bosch har til dato fremstillet mere end 150 millioner ESP-systemer.

Karriere med mange opfindelser og talrige udmærkelser

Med opfindelsen af det elektroniske stabilitetsprogram har Anton van Zanten og hans udviklingsteam hos Bosch ikke kun lagt grundstenen for større sikkerhed på vejene. Systemet danner også grundlag for moderne førerassistentsystemer og automatiseret kørsel. Øget automatisering giver mulighed for at reducere antallet af uheld yderligere – op til en tredjedel alene i Tyskland. ESP er Anton van Zantens største succes, men langt fra hans eneste. Den 75-årige er indbegrebet af en opfinder. I sin karriere som bilingeniør var han ansvarlig for ca. 180 patentfamilier. Foruden ESP omfatter hans opfindelser elektronisk rollover-beskyttelse og trailerstabilisering. Siden 2003 har Anton van Zanten været en aktiv pensionist. Til den dag i dag holder han foredrag på universiteter om bilsystemer og rådgiver bilfirmaer. Anton van Zanten er flere gange blevet hædret for sine bidrag til bilsikkerheden. Den europæiske opfinderpris, der hylder hans livsværk, er dog af særlig betydning.

Den 11. tildeling af den europæiske opfinderpris i fem kategorier

Den europæiske opfinderpris er blevet tildelt siden 2006. Med denne pris hædrer den europæiske patentmyndighed (EPO) forskere, videnskabsmænd, teknikere og opfindere, hvis opfindelser er patenteret af EPO og har ydet et usædvanligt bidrag til det videnskabelige, tekniske og samfundsmæssige fremskridt. Det specielle er, at alle kan nominere en opfinder til prisen. Af de næsten 400 nominerede fra i alt 13 lande i 2016 valgte en uafhængig, international jury de 15 finalister. Juryen bestemmer også vinderne i de fem kategorier ”Industri”, ”Små og mellemstore virksomheder”, ”Forskning”, ”Ikke-europæiske lande” og ”Livsværk”. Vinderne af den europæiske opfinderpris modtager et trofæ i form af et sejl som et symbol på opfindsomhed og menneskelig genialitet. Trofæet fremstilles hvert år af et nyt materiale.

Læs mere her

40.000 danskere får en GPS i julegave

En GPS til at sætte i forruden på bilen er for længst blevet hvermandseje. Alene sidste år blev der solgt 390.000 styks til vildfarne danskere. Og trods finanskrisen forventes julehandlen i år at ligge på samme niveau som sidste år.

Danskerne er netop nu ude og købe GPS’er til hinanden i julegave. Ifølge TomToms nordiske PR–chef Niklas Casserstedt er december den måned på året, hvor der langes flest GPS’er over butiksdisken.

Trods finanskrise ventes julehandlen i december at blive næsten lige så intens som sidste år, hvilket vil sige 35–40.000 solgte GPS–enheder:

"Der er stor interesse i befolkningen for at finde vej med GPS navigationssystemer. Inden finanskrisen havde vi nok forventet et lidt højere julesalg. Men at salget kommer til at ligge nogenlunde på niveau med sidste år viser, hvor vigtigt geografisk information er blevet, også i den brede befolkning," siger præsident Michael Israelson fra brancheforeningen Geoforum Danmark.

Og udviklingen vil fortsætte. Michael Israelsons udsagn bakkes nemlig op af analysefirmaet IDC, som vurderer, at salget i Vesteuropa af bærbare navigationssystemer vil vokse fra 12,9 millioner i 2007 til 33,3 millioner i 2012.

Ud over de små smarte GPS–enheder, som sikrer familien Danmark fred i bilen på julerejsen, har mange nye mobiltelefoner i dag indbygget GPS. Det er de såkaldte smart phones mobiltelefoner, der er født med et indbygget GPS–navigationssystem. Ifølge analysevirksomheden Canalys er afsætningen af smart phones mere end fordoblet det seneste år – fra 4,7 millioner solgte smart phones i 3. kvartal 2007 til 10,4 millioner 3. kvartal i år. Tallene dækker hele Europa.

"Geografisk information er i vækst. Forbrugerne kræver GPS’er og mobiltelefoner med GPS–systemer.
I Danmark har vi en strategi om at være en kompetencenation på det område, og vi er godt på vej," siger Michael Israelson.

Geoforum Danmark er en landsdækkende brancheforening, der samler producenter og professionelle brugere af geogra¬fisk information. Ifølge foreningen fremstiller Danmark ikke selv GPS–systemer til forbrugermarkedet. Men en række firmaer herhjemme leverer flyfoto, geodata og software, som er kernen i de digitale navigationssystemer.

Geoforum har netop lanceret en ny strategi, som skal gøre Danmark til en kompetencenation inden for geografisk information. Læs mere på www.geoforum.dk.

FAKTA:
– Antal solgte bærbare navigationsenheder steg på verdensplan med 14 pct. fra 7,7 millioner i 3. kvartal 2007 til 8,8 millioner i 3. kvartal 2008.
– Antal solgte smart phones (mobiltelefoner) med indbygget GPS i Europa steg fra 4,7 millioner til 10,4 millioner enheder i samme periode.

Kilde: Canalys, http://www.canalys.com/pr/2008/r2008111.htm
 

Læs mere her