Continental går med i global kampagne for at stoppe trafikulykker

NCAP-kampagnen ”Stop the Crash” vil de næste fire år arbejde for at øge trafiksikkerheden på verdensplan med fokus på lande i bl.a. Asien og Latinamerika, hvor trafikmængden stiger stærkt i disse år.Onsdag den 18. november blev den globale kampagne for trafiksikkerhed, ”Stop the Crash”, skudt i gang på en konference i Brasilien. Kampagnen skal over fire år bidrage til at nedbringe antallet af trafikulykker. Det vil blandt andet ske med demonstrationer og fokus på både eksisterende og nyudviklede teknologier i biler, der kan forebygge uheld. Continental er gået med som partner i kampagnen.

– I Europa er udstyr som elektronisk stabilitetskontrol ESC og automatisk bremsning med AEBS standard udstyr, ligesom det forventes, at der er systemer til at beskytte børn og voksne i bilen. Men der er mange andre steder i verden, hvor bilfabrikanterne kan være med til at løfte trafiksikkerheden. Det er det, ”Stop the Crash” kampagnen sætter fokus på. Med mere end 1,2 mio. trafikdræbte hvert år er det i den grad også et område, der kræver en særlig indsats, siger Georg Nielsen, adm. direktør, Continental Dæk Danmark A/S.

Målet er nul ulykker
Continental, der foruden at udvikle og producere dæk, står bag flere af disse sikkerhedssystemer har selv en langsigtet strategi, ”Vision Zero”, for at bidrage til øget trafiksikkerhed. Først og fremmest handler det om helt at undgå trafikdrab. Dernæst minimere antallet af personskader og ultimativt at bringe antallet af trafikulykker ned på nul.

– Med den strategi og med den viden og de løsninger, vi har, er det helt oplagt at Continental går ind som partner i den globale kampagne ”Stop the Crash” med NCAP, siger Georg Nielsen. Vi kan se, at antallet af trafikdrab, skader og ulykker er faldet markant i de lande, hvor sikkerhedsseler, ESC, AEBS, EBA og dæktryksovervågning i dag er standard. Derfor er det oplagt at få disse systemer bredt ud, især i Asien og Latinamerika, hvor flere og flere i disse år bliver motoriserede.

Dæk er afgørende for sikkerheden
Gennem hele kampagnen vil Continental og andre aktører i ”Stop the Crash” demonstrere i bl.a. Kina, Indien, Malaysia og Mexico, hvordan de sikkerhedssystemer, der allerede produceres i stort antal, øger sikkerheden på vejene. Men også bil- og motorcykeldæk har en stor rolle.

– Her vil der især blive fokuseret på korrekt dæktryk og mønsterdybde, oplyser Georg Nielsen. Husk, at dækket jo er den eneste kontakt mellem køretøj og vejbane. Det er store kræfter, der er i spil på en berøringsflade, der ikke fylder mere end et postkort. I en kritisk situation er dækket afgørende for, om køretøjet når at standse eller holder sig på vejen. Derfor skal vi ud og gøre bilisterne i disse lande opmærksom på, hvor meget dæktryk og dækmønster betyder for sikkerheden.

– Samtidig skal vi påvirke bilproducenterne i Asien og Latinamerika til at tage den nye teknologi til sig. I disse år sker der er stærk udvikling omkring den intelligente bil, og Continental er selv med til at skabe disse fremskridt. Vi kommer hver dag et skridt nærmere vores ”Vision Zero”. Og kampagnen ”Stop the Crash” vil hjælpe os yderligere frem mod en verden uden trafikdræbte, siger Georg Nielsen.

Sikkerhedstests skal udbredes
”Stop the Crash” er et initiativ taget af NCAP (New Car Assentment Programme) – en international paraplyorganisation for ni forbrugerorganisationer, der tester sikkerheden i nye biler, crash tests. Formålet er at udbrede testprogrammer til de dele af verden, hvor mængden af køretøjer stiger stærkt, men hvor der ofte ikke er information om crash tests.

Kampagnen sættes i gang på en global konference om trafiksikkerhed. Konferencen, der holdes i Brasiliens hovedstad, Brasilia, 18.-19. november, er på initiativ af FN. FN har et mål om, at antallet af dræbte i trafikken skal være halveret i 2020. På konferencen skal ministre fra hele verden bl.a. vurdere, hvordan det går med at nå dette mål, og om der er behov for flere tiltag.

Ifølge en WHO-rapport om trafiksikkerhed havde blot 28 lande (med 7 % af verdens befolkning) i 2013 dækkende lovgivning mht. spirituskørsel, fart, brug af styrthjelme, sikkerhedsseler og fastspænding af børn.

Kontakt
• Adm. direktør Georg Nielsen, georg.nielsen@conti.de – Telefon 43 23 04 45
• Marketingkoordinator Else Sunekær, else.sunekaer@conti.de – Telefon 43 23 04 31

Yderligere information
• Pressemeddelelser fra Continental-koncernen: http://www.continental-press.com
• Continental media database: http://www.continental-mediacenter.com
• Continental videoportal: http://videoportal-en.continental-corporation.com
• Dansk website: www.continental-daek.dk
• Kampagnesite: www.stopthecrash.org og #stopthecrash
• Forhandler- og pressedownloads: www.contigalleri.dk

Læs mere her

Ny generation af Blaupunkts auto-navigation

Blaupunkt præsenterer nye varianter af Personal Navigation Assistants (PNA). Sortimentet omfatter to modeller: TravelPilot Lucca MP3 og TravelPilot Lucca MP3 Edition.

TravelPilot Lucca MP3 og TravelPilot Lucca MP3 Edition er bærbare navigationsenheder, som enkelt kan monteres ved instrumentbrættet. Enhederne tilbyder detaljeret navigation i Europa, og der medfølger holder, 110/220 V lader og 12/24 V cigaretlader, som gør det let at installere dem korrekt i bilen.

Enkel betjening med integreret GPS antenne
Enheden betjenes let og intuitivt via Touchscreen, og det er hurtigt at komme i gang, for data og kort medfølger. Den grafiske visning har store og tydelige betjeningsfelter. Brugeren kan vælge mellem 2D eller 3D visning og18 forskellige sprog, herunder dansk, norsk, svensk og finsk.

TravelPilot Lucca er velegnet som vejviser for det sidste stykke til fods, f.eks. fra parkeringshuset til målet på gågaden i centrum. TravelPilot Lucca indeholder også den velrenommerede Merian Scout rejseguide, som er en POI (Point Of Interest) service, der kan foreslå hoteller, restauranter, diskoteker og andre interessante rejsemål.

Nye muligheder med billede og lyd
TravelPilot Lucca MP3 og TravelPilot Lucca MP3 Edition kan samtidig med navigeringen afspille MP3–/WMA–musik–filer fra et SD–kort. Man kan også få vist billeder i JPEG–format på skærmen.
TravelPilot Lucca MP3 Edition inkluderer en Smart Cradle, som er en specialudviklet holder. Smart Cradlen gør det endnu nemmere at montere TravelPilot Lucca korrekt i bilen og den kan så forbindes med en hvilken som helst bilstereo med AUX–indgang. På den måde kan bilens eget højttalersystem benyttes til kørselsvejledningerne og MP3–/WMA musikken. Desuden modtages aktuelle TMC–meldinger (Traffic Message Channel) fra Blaupunkts bilstereoer med TMC–out – det gør det muligt at navigere uden om kødannelser.

Den mobile navigation fra Blaupunkt er perfekt til brug i alle slags køretøjer. Dens features samt den enkle installation og håndtering sikrer en ukompliceret og komfortabel navigation i trafikken i enhver situation.

###

Leveringsomfang:

TravelPilot Lucca MP3:

Præ–installeret Norden dækning og hovedveje i Europa på 512 MB hukommelse
DVD–ROM med Europa dækning i 27 lande, samt back–up
Quick–start guide
Betjeningsvejlledning
12/24 V cigaretlader
110/220 V netlader
Sugekopholder

TravelPilot Lucca MP3 Edition:

Præ–installeret Europa dækning på 2 GB intern hukommelse
DVD–ROM med Europa dækning i 27 lande, samt back–up
Quick–start guide
Betjeningsvejlledning
12/24 V cigaretlader
110/220 V netlader
Sugekopholder
Smart Cradle

Tilgængeligt tilbehør til TravelPilot Lucca MP3/Edition

Ratfjernbetjening RC9 fjernbetjening til montering på bilens rat.
Ekstern GPS antenne
2nd Car Kit ekstra holder og 12/24 V cigaretlader
Travelpilot Lucca Etui beskytter apparatet mod stød og slag
Van–holder ekstra lang holder. Til biler hvor forruden sidder langt fremme ifht. føreren

###

Blaupunkt er en virksomhed i Boschgruppen og er en betydelig producent på internationalt plan af auto–navigationssystemer, autoradioer, autohøjttalere og autoantenner. Blaupunkt har hovedsæde i Hildesheim samt filialer i Portugal, Ungarn, Tunis og Malaysia. Virksomheden havde i regnskabsåret 2005 en omsætning på mere end 1,4 mia. euro og beskæftiger ca. 9.000 medarbejdere på verdensplan.

Bosch–koncernens ejerstruktur sikrer økonomisk uafhængighed og forretningsmæssig frihed. Den giver virksomheden mulighed for at foretage betydelige investeringer for at sikre fremtiden og leve op til et socialt ansvar i grundlæggerens ånd. 92 % af kapitalandelene i Robert Bosch GmbH ejes af stiftelsen Robert Bosch Stiftung. Virksomhedens industrielle aktiviteter og ejerfunktioner varetages af Robert Bosch Industrietreuhand KG. For yderligere information se www.bosch.com
 

Læs mere her

X Factor bliver til Xbox Factor

Nyt samarbejde mellem Microsoft og DR varsler store ændringer i konceptet for ét af alle tiders mest sete underholdningsprogrammer. X Factor bliver til Xbox Factor fra 2012. Det betyder blandt andet auditions direkte fra dagligstuen.

X Factor skifter både navn og format, når værtinden Lise Rønne sammen med Thomas Blachman og de øvrige dommere næste år guider millioner af danskere og en håndfuld spirende stjerner gennem et af DRs mest populære shows. Ændringerne betyder blandt andet, at håbefulde kandidater kan slå sig løs på scenen uden nogensinde at få deres rigtige ansigt i fjernsynet.

Microsoft Danmark har indgået et 2-årigt samarbejde med X Factor. Samarbejdet betyder, at Xbox, som er ejet af Microsoft, bliver hovedsponsor på X Factor de næste 2 år. Derfor ændres navnet til Xbox Factor 2012 og 2013 i stedet for det kendte X Factor.

Fra Microsoft Danmark er forventningerne til det nye samarbejde store:

Vi har længe ledt efter en solid samarbejdspartner, som kan hjælpe os med at åbne danskernes øjne for de muligheder, Xbox indeholder. DR og X Factor er det perfekte valg, for der findes næppe et andet program, som passer så godt til formålet og rammer Xbox-målgruppen så massivt lyder det fra Steffen Christensen, PR- og marketingansvarlig for Xbox i Microsoft Danmark.

Gå til audition hjemmefra
Det nye samarbejde betyder blandt andet, at stjernespirerne i 2012 kan gå til audition hjemme i deres egen stue. Det sker via Xbox Kinect sensoren, som indeholder både kameraer og mikrofoner.

Samtidig kan deltagerne selv vælge, om de vil repræsenteres med deres virkelige udseende, eller om de ønsker at stille op med en såkaldt avatar. Det er en digital repræsentation skræddersyet af deltagerne selv, så de fremstår præcist, som de gerne vil. Vælges avataren, skal figuren benyttes i resten showet, hvilket betyder, at næste sæsons vinder af X Factor måske aldrig har haft sit ansigt i tv.

X Factor har kørt i fire sæsoner, og nu giver Microsoft os den ideelle anledning til at ruske op i konceptet til jubilæumsåret næste år. Ændringerne er allerede testet i prøveshows i England og Malaysia, og teknisk glider det. Vi glæder os til at præsentere et af vores vigtigste shows i en helt ny indpakning, siger Nils Rapar, programansvarlig, DR.

Auditions til den nye sæson af X Factor begynder til september, hvor der vil være mulighed for at gå til audition via Xbox og Kinect sensoren.

Samarbejdet giver spændende muligheder for både X Factor-deltagerne, men også for den almindelige dansker, der blot ønsker at se på, siger Microsofts Steffen Christensen.

Læs mere her