Uopmærksomhed i trafikken koster liv


En tredjedel af trafikulykkerne sker, fordi bilisterne ikke er opmærksomme nok i trafikken. Nu vil Rådet for Sikker Trafik og TDC gøre noget ved problemet sammen.

Antallet af personer, der har en smartphone, er steget markant. Det betyder en ændring i vores telefonvaner. De nye microcomputere giver brugeren mulighed for at være på hele tiden, og med få tryk på en skærm kan man tjekke mails, nyheder, vejret, sms eller de sociale medier som f.eks. Facebook.

De mange smartphones giver en udfordring i trafikken, da risikoen for uopmærksomme bilister stiger. Derfor går Rådet for Sikker Trafik og Danmarks største teleselskab, TDC, nu sammen om at forebygge ulykker med uopmærksomme bilister bl.a. med en landsdækkende kampagne i september og oktober.

Tidligere undersøgelser har vist, at uopmærksomhed er den afgørende årsag til, at omkring 30 % af trafikulykkerne sker (kilde: DTU Transport og TrygFonden).

– Det er vigtigt, at vi som bilister koncentrerer os om at køre bil, når vi kører bil. Det er ekstremt farligt at føre krævende samtaler eller læse sms og mails, mens man sidder bag rattet. Vi skal blive bedre til at bruge vores mobil eller smartphone med større omtanke i trafikken, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

TDC-ansatte skal gå foran
Nu sætter Rådet for Sikker Trafik og TDC gang i et tre-årigt samarbejde, der skal sætte fokus på handlinger i bilen, der fjerner bilisternes fokus fra trafikken. Første skridt bliver en kampagne i september og oktober, der sætter fokus på, hvordan man bruger mobil og smartphones på en fornuftig og sikker måde, når man kører bil.

Ifølge TDC er syv ud af 10 solgte telefoner i dag en smartphone, og tallet vil stige fremover.

– Rigtig mange er optaget af at bruge mobiltelefonen og ikke mindst udnytte alle funktionaliteter på de nye smartphones desværre også når de befinder sig i trafikken, og den adfærd vil TDC gerne være med til at sætte fokus på. Vi har også et ansvar for at oplyse om og opfordre til sikker brug af vores kerneydelse, telefoni, siger Henrik Poulsen, adm. direktør i TDC.

Som en del af samarbejdet har TDC indført retningslinjer for, hvordan deres medarbejdere bør opføre sig i trafikken. Det betyder blandt andet, at medarbejderne får at vide, at de ikke må sms’e eller tjekke mails, mens de kører bil.

Hvis de skal føre en telefonsamtale, der kræver deres opmærksomhed, opfordres de desuden til at holde ind til siden. Desuden bliver de ansatte mindet om f.eks. at bruge sikkerhedssele, overholde hastighedsgrænserne og undgå spritkørsel.

Ros til TDC
I Rådet for Sikker Trafik glæder man sig over, at en stor arbejdsplads som TDC både støtter en kampagne, der skal gøre trafikanterne mere opmærksomme, og samtidig går foran og indfører retningslinjer, der skal sikre, at de ansatte kører mere sikkert og dermed undgår ulykker. Det kan også være med til at inspirere andre virksomheder til at også at lave retningslinjer for, hvordan deres ansatte bør køre i arbejdstiden.

– Det er utroligt glædeligt, at TDC er med til at forebygge ulykker i trafikken ved at rådgive deres kunder og ansatte om sikker brug af mobilen, siger Anders Rosbo, direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd: begræns brugen af mobil og smartphones, når du kører bil:

Lad være med at tage telefonen eller sæt den på lydløs, når du kører bil.

Hvis du tager telefonen, så brug den kun til enkle samtaler.

Hvis du skal føre en samtale, der får dit fokus væk fra trafikken, så hold ind til siden.

Hvis du vil læse en sms eller mail, så hold ind til siden, før du læser den og svarer.

Bland dig hvis du er passager, og føreren taler meget i telefon eller læser/skriver sms/mails.

Spørg når du ringer op, om personen kører i bil foreslå at han/hun holder ind til siden, eller at du ringer senere.

Fakta:
Hvis man kører 80 km/t. og kigger på sin telefon i tre sekunder, så har man kørt 66 meter i blinde (Rådet for Sikker Trafik)

Uopmærksomhed er en afgørende faktor i ca. 30 % af alle færdselsuheld (DTU Transport og TrygFonden, Distraktion i forbindelse med bilkørsel).

(Kilde: Rådet for Sikker Trafik og TDC).

Læs mere her


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *